Separatkloakering er en metode til at adskille spildevand og regnvand i et kloaksystem. Det indebærer, at der installeres separate rør til spildevand og regnvand, som fører til forskellige renseanlæg. Formålet er at reducere belastningen på kloaksystemet og mindske risikoen for oversvømmelser. Herudover bidrager kloakseparering til at beskytte miljøet ved at reducere mængden af forurenet vand, der ender i naturen.
De stigende regnmængder, som alle prognoser forudser, vil medføre en uhensigtsmæssig stor belastning af det etablerede kloaknet. Specielt ældre kloakanlæg vil få vanskeligt ved at håndtere både spildevand og regnvand. Dette forstærkes yderligere af, at vi er blevet mange flere indbyggere, hvilket naturligt medfører øgede mængder spildevand.
Når kloaknettet bliver overbelastet, ses det oftere og oftere i form af overløb i åer, søer og vandløb, kloakvand i og omkring boligen og problemer med at skylle ud i toilettet. En udvikling der alt andet lige vil tage til i fremtiden. Derfor er flere og flere kommuner begyndt at kræve kloakseparering, hvilke betyder, at der i stedet for én skal være to kloakledninger til henholdsvis regnvand og spildevand.
Kloakseparering handler i høj grad også om, at du som boligejer (og dit forsikringsselskab) undgår kedelige, dyre oplevelser med kloakvandet. Du vil få fordel af, at mindre mængder kloakvand til rensningsanlægget har en gunstig indflydelse på spildevandsafgiften.
På de fleste nye byggegrunde, vil der være to kloakledninger. På etablerede grunde er sagen en anden. Du kan altid gå ind på din kommunes hjemmeside og tjekke i spildevandsplanen i forhold til kloakseparering i dit område.
